de:bug #88, dezember 2004	Cool, die Kombo kennt man ja noch. Vor knapp einem Jahrzehnt kamen zwei EPs auf DHR, das vorliegende Album dann vor fünf Jahren als CD auf dem recht schäbigen Label Iris Light. Seitdem herrschte Stille um die Subjunkies, die nun endlich vom Meister des Schwarzen Lichts gebrochen wird. Jetzt als vinyl-only release und fünf Jahre nach dem Erst-VÖ macht das Album vielleicht noch mehr Sinn (die wilden beats sind in der Tat näher an Lux Nigra als an Iris Light) und bestimmt mehr Spaß als damals, als man die finstren Film-Samples (Decoder etc.[?]), die flackernden, düsteren Breakbeats und das wahnhafte Gequietsche drumherum womöglich noch allzu ernst hörte. Heute aber rebelliert "Molotov Lounge" mit Entschlossen- und Bestimmtheit noch mehr gegen alles mollig Weihnachtliche und sticht noch bissiger ins Knie der Behaglichkeit. Natürlich schwingt da auch einiges an Haß gegen die kapitalistischen Auswüchse unserer im Grunde unglaublichen Gesellschaft mit; die sind allerdings immer angebracht und dem Breakcore sowieso seit immer eigen. Ach so, neben Rob.Marvin und Holger Phrack blozte bei den Subjunkies auch einer namens Thaddi - Geiler! 5/5 ----Ed
fat bankroll september 2004	En del av er känner säkert igen det rätt taskiga namnet Sonic Subjunkies från den gamla goda Digital Hardcore-tiden. Bandet var ett av de första som gav ut en skiva på Alec Empires label för snart tio år sedan. De släppte två-tre tolvor där, samt en liveskiva och lite annat som jag inte riktigt kommer ihåg, och avslutade sedan karriären med ett album på Iris Light Records. Albumet hette "Molotov Lounge", spelades in 1998, släpptes på CD 1999 och skulle släppas på vinyl strax efter. Men det dröjde tills nu. Det var den numera relativt välkände Thaddeus "Thaddi" Herrmann som styrde och ställde i Sonic Subjunkies. Med sig hade han ofta Rob Marwin och eventuellt någon som hette Holger Phrack, men att Herrmann var chefen var förmodligen inget att diskutera. Efter att bandet avslutat karriären förefaller Marwin och Phrack i princip ha försvunnit. Thaddi Herrmann är däremot fortfarande insyltad lite överallt. Han skriver sedan länge skivrecensioner i den tyska technotidningen de:Bug, han utgör tillsammans med Christian Kleine duon Herrmann & Kleine och dessutom har han startat skivbolaget City Centre Offices, som numera är ett av de ledande i den post-autechre-skola där även Herrmann & Kleine är verksamma. Det var alltså bättre förr. Musikaliskt är det här rätt trevligt, även om skivan såklart är några år gammal och därför en aning förutsägbar nu för tiden. Det finns helt enkelt en del väldigt typiska Digital Hardcore-beståndsdelar som man inte kommer undan. En typisk låt från "Molotov Lounge" inleds med lite mörka ackord och samplad filmmonolog, antingen om cyber-fängelsen, något godtyckligt hemskt som har hänt, eller om teknik på tyska. Efter en stund fortsätter låten antingen med ett hårddistat amen-break eller med en stressig gabber-bastrumma och ibland kryddas det hela med samplade gitarr-riff. Men trots beskrivningen låter det inte riktigt som Atari Teenage Riot, ec8or, Alec Empire, Shizuo eller någon av de andra stora namnen i branschen. Det är nog lite mer välstädat hemma hos Sonic Subjunkies, och det dyker dessutom upp en del oväntade inslag (lite Suicide-techno hit, en snutt från kommissarie Gadget-signaturmelodin dit). Dessutom kan man möjligtvis ana lite av de mulet mörka stämningar som annars Christoph de Babalon står för i dessa sammanhang, samma stämningar som även var en betydande beståndsdel i den nya elektroniska scen som höll på att växa sig stark just vid den här tiden. Inte så konstigt, kanske, att Herrmann gick vidare mot just melankolisk electronica när han tröttnat på den gamla Atarin och distpedalen. Förresten, visst är det lite märkligt att Digital Hardcore-scenen inte har fått någon större återupprättelse i dessa dagar av hårda The Bug-remixer och mängder av jungle-mashups? ----Petter
gaz-eta nr. 23, september 2004	Absolutny killer! Winylowa wersja kompaktowego albumu, który w 1998 r. opublikowala wytwórnia Iris Light. W skladzie grupy trzy nazwiska: Holger Phrack, Rob Marvin i Thaddi Herrmann. Ten ostatni, znany dzis bardziej jako szef City Centre Offices i polowa duetu Herrmann & Kleine, wtedy zaczynal swoja przygode z muzyka, wydajac w ramach kolektywu Digital Hardcore Recordings kolejne single tria Sonic Subjunkies. Znudzony ograniczeniami wyznaczanymi przez dwunastocalówke, postanowil nagrac album, na którym prowadzona przez niego formacja rozwinelaby w pelni swoje dzwiekowe koncepcje. "Molotov Lounge" to zestaw agresywnych utworów opartych w wiekszosci na ultraszybkich breakbeatach lub hardrcore'owej nawalance. Obie strony winyla zaczynaja sie od krótkiego i mrocznego wstepu ("Intro" i "Statement"). A potem z glosników niemal doslownie bucha ogien: zdeformowane bity spotykaja sie ze swidrujacymi loopami i samplami metalowych gitar ("Welcome To Central Industrial", "Das Electrophon", "Destroy", "12 000 RPM"), ciezkie niczym pancerny czolg masywne rytmy przeplataja sie z lodowato zimna, niepokojaca elektronika ("Suicide Box", "Live From Jonestown"), a wszystko to uzupelniaja sample z horrorów i thrillerów (najbardziej rozpoznawalny to monolog Samuela L. Jacksona z "Pulp Fiction" w "Destroy"), wprowadzajace dodatkowy element grozy. "Molotov Coctail" brzmi jak ostrzezenie - migoczaca na czerwono lampka i zawodzaca syrena gloszaca zblizajace sie niebezpieczenstwo. "Something Has To Happen"... ----Pawel Gzyl
raveline nr. 10/04, october 2004	Eine alte Platte von 1997 sieht noch einmal Tageslicht, um dann vom Plattenladen direkt in den experimentell-anarchisch angehauchten Digital-Hardcore-Breaks-Club getragen zu werden: Die "Molotov Lounge". Produziert von einer Gang von Krach-Experimental-Breakbeats-liebenden Halbstarken aus dem Alec-Empire-Umfeld erschienen die zehn Tracks zunächst auf CD und gerieten dann in Vergessenheit - und später außer Kontrolle. Virulente Nummern wie "You Don't even know who you are" und "Destroy" mutierten und laborierten im Untergrund, bis sie jetzt erneut ausbrechen konnten: Hinterhältig lullen die Sonic Subjunkies den Hörer mit Hörspiel-artigen Exkursen ein, um sie dann mit Terror-Bass-Exzessen anzuspringen. Niedliche gesampelte Filmsequenzen lenken ab, bis einen fiese Drumloops erneut auf die Zwölf knüppeln. Atari-Aufstand! 16bit-Revolution! Gabbagoe-Anarchy! Innercity Grime! Yeah! ----Katamin
beam me up 10/2004	14 Vertriebe kümmern sich in 17 Ländern darum, dass dieser Stoff unters Volk kommt. Lux Nigra tut was für seine Künstler. Ist halt ein gutes Label. Ein gutes Label mit guten Leuten. "Molotov Lounge" von Sonic Subjunkies gab's vor 6 Jahren, damals auf Iris Light, als CD. Jetzt bringt Lux Nigra den Stoff auf Vinyl. Angesiedelt zwischen der Begrifflichkeit von Test Dept. und neuerer Elektronik der Nach-Drum'n'Bass-Ära weist das Material eine erhebliche Halbwertszeit auf. Insofern ist es auch alles andere als altbacken. ----Leonhard Lorek
black # 37, oktober 2004	Die Vinyl-Hörigen kriegen hier endlich mal wieder ungestreckten Stoff. Als in der ersten Hälfte der 1990er in Berlin (teilweise auch London) der Digital Hardcore Bär steppte, waren die SONIC SUBJUNKIES Männer der Breakbeat-Tat. Pioniere der ersten Bassterror Partys zwischen Jungle und Gabba. Wie andere auch, wurde geknüppelt, was die Drummaschinen hergaben, doch fielen sie schon damals durch ihre geschickte Filmsample-Dramaturgie auf, die zeitgleich durch SOME MORE CRIME erst so richtig zelebriert wurde. Nach zwei EPs für DHR hatte man genug vom ALEC EMPIRE Revoluzzer-Dogmatismus. Angefixt von der Geschmeidigkeit des aufkommenden IDM steuerte man in subtilere Gewässer. 1998 erschien das verspätete Debütalbum auf dem englischen Iris Light Label. Das Ende einer Ära kulminierte noch einmal in bretternden Breakbeatketten. Doch schon zu diesem Zeitpunkt von dunklem IDM und ambientalem Odem verschmutzt, gefiel man sich in monotonieverhindernder, stilistischer Uneinheitlichkeit. Lange Intropassagen verschmolzen Filmmonologe mit bedrohlich hallenden Synthetikflächen bevor die Rhythmen losbrachen und über markanten Wortfetzen und rumorenden Klangexperimenten wieder zerfielen. Iris Light ging unter. Nachgepresst wurde nicht. Undankbare Obskurität überdeckte die Platte. Hauptakteur Thaddi gründet City Centre Offices, wurde mit HERRMANN & KLEINE weitaus bekannter und ein Gentleman der verkopften Electronica. Jetzt hat Lux Nigra das Frühwerk wieder ausgegraben und ins limitierte Vinyl gepresst. Und immer noch funkelt die Mixtur aus "Mit Schirm, Charme und Melone" Samples und purzelndem Breakbeatgebolze, dieses Amalgam aus Keller-Rave und melodiöser High-Tech-Electronica. Wie heißt es so schön in "Your Friend the Machine": "Diese Art von Musik stammt aber nicht von einem Computer... Kommt auch noch... Alles zu seiner Zeit." Die SUBJUNKIES hatten den Zeitpunkt schon richtig erkannt. Verdammt prickelnde Platte. Immer noch. ----T (TM)
mondo sonoro 10/2004	Formaron parte de la primera hornada de productores de Digital Hardcore, sello del incombustible Alec Empire y para el que editaron varios maxis hasta que vio la luz ese "Molotov Lounge", su primer y hasta ahora ú Lp, editado fuera ya de DHR allá por 1998 y que ahora vuelve a ser noticia tras ser restacado del olvido por Lux Nigra. Influenciados por el gabba hardcore, el hard-techno o el acid y el breakbeat llegados de Inglaterra, los berlineses Rob Marvin, Holger Phrack y Thaddi (conocido a posteriori por ser uno de los fundadores de City Centre Offices y por su trabajo en el dúo de Morr Music Herrmann & Kleine), habituales de las famosas fiestas Bass Terror que agitaban el panorama nocturno de su ciudad poco después de caída del muro, lograron crear en este "Molotov Lounge" (gracias sobre todo a temas como el potente "Destroy" o el casi electro "Das Elektrophon"), una pieza básica no sólo para entender el hardcore digital, del que poco más tarde Atari Teenage Riot se convertirían en máximos represententantes, sino para comprender la evolución de la música electrónica y la escena de clubes en la ciudad de Berlín. Ahí es nada. ----José Manuel Cisneros
gomag october 2004	A mediados de los noventa, mucho antes de que indietrónicos y laptopistas marcaran el camino de la electrónica en alemán, Thaddi Herrmann y un tipo llamado Rob Marvin tenían una banda de sonido terminal e industrioso, Sonic Subjunkies, que grababa en DHR, el sello del asesino Alec Empire. Su único disco fue este "Molotov Lounge", todo un festín de atmósferas tenebrosas, breakbeats acelerados y samples vocales en japonés [?], que con el paso de los años se ha vuelto legendario y fundacional, una suerte de Piedra de Roseta de ese drum'n'bass furioso que se hacía en Berlín hace una década. Pues bien, Lux Nigra acaba de reeditarlo en vinilo, para goce de los adictos al formato y, aunque después de diez años se le pueden poner algunos peros (muchos sonidos han envejecido malamanente, hay pasajes ambientales que provocan la sonrisa), todavía se deja escuchar, y sigue exudando mucha de la mala leche que prometí. Mucho más que un recuerdo entrañable, vaya. ----Vidal Romero
octopus november 2004	Originalement paru en version cd très limitée sur le label Iris Light, Molotov Lounge, album-épitaphe du trio berlinois Sonic Subjunkies reparaît en vinyl six ans après sur Lux Nigra. Réputés pour leurs prestations scéniques subversives, les Sonic Subjunkies ont fait partie de la première vague de la scène Breakbeat/hardtechno allemande au sein de DHR, la prestigieuse écurie d'Alec Empire. Plus structuré que leurs premières productions, ce disque témoigne aussi du surprenant parcours d'un des membres du groupe, Thaddeus Herrmann, qui allait fonder peu après le célèbre duo Herrmann & Kleine. ----Laurent Catala
trax 11/2004	Sonic Subjunkies formaron sus desquiciadas mentes creativas en las salvajes fiestas berlinesas de principios de los noventa y más tarde junto a Alec Empire en su sello Digital Hardcore. Por aquel entonces, la música industrial y el hardcore techno ya habían empezado a derivar en los movimentos filiales que terminarlan dejándolos en un cierto segundo plano. El jungle, el hard techno y el gabba generarían toda una cultura de la violencia sonora vinculada al fenómeno rave -por aquel entonces ya masivo- y al extremismo vital, Molotov Lounge -el titulo lo dice todo-, que fue editado por primera vez en 1998 y que hoy se encarga de sacar a la luz Lux Nigra, es en este sentido producto de un periodo determinado de la historia reciente de la música electrónica que, no obstante, hará las delicias de cualquier amante de las experiencias auditivas limite. ----Mark Gili
geiger 10/2004	Det er snart en seks-syv år siden digital hardcore kulminerede, og man kan så småt begynde at bedømme hele fænomenet med lidt bedre overblik. En oplagt mulighed for at gøre netop det er Sonic Subjunkies' Molotov Lounge - et album, som oprindeligt blev udsendt omkring kulminationen, men grundet et begrænset oplag ikke gjorde sig stort bemærket. Nu genudsendes det i den vinylversion, som aldrig kom i sin tid, og kan altså bedømmes som et tabt album: En del af udviklingen, som den var dengang, men tilstrækkelig ukendt til ikke at have en bestemt opfattelse klistret på sig fra starten. Hvor godt holder det i dag? Ganske godt, må man konkludere. Molotov Lounge repræsenterer fint, at digital hardcore dækkede over meget mere end forsøget på at kombinere hardcore techno og punk, som det kendes fra de mest stiltypiske Atari Teenage Riot-ting. Ganske vidst havde Sonic Subjunkies på dette tidspunkt forladt Digital Hardcore Recordings, hvor deres to første ep'er var blevet udsendt, men albummet er ikke desto mindre et godt eksempel på, hvordan stilen også kunne lyde, og i mange tilfælde også gjorde det på DHR med navne som Shizuo og Patric Catani. Et skramlet miskmask af beskidte breakbeats, gabber, atonale droner og alskens skumle stemmesamples, som på mange måder har vist sig langt mere levedygtigt end "ægte" digital hardcore, hvis man kan tillade sig at kalde ATR det. Det er klart, at megen ny breakcore tager en pæn del af sit udgangspunkt i den instrumentale og mindre rockede del af den oprindelige DHR-stil, og her viser et ellers noget mindre kendt navn som Sonic Subjunkies sig også at have været med helt fremme. F.eks. synes brugen af kolde, klagende ambient-droner på numre som "Das Elektrophon", "Suicide Box" og "Live from Jonestown" at være en klar forløber for den særligt knugende, stemningsbaserede afart af breakcore, man finder hos et nyt navn som Inushini, imens de kværnende drill'n'death-beats også stadig lever videre i mange nyere produktioner. Selv om størstedelen af albummet således har holdt sig fint, så er der dog også visse elementer, som ikke er ældet med helt samme ynde, eller hvad man nu skal kalde det. Især gabberelementerne virker meget uopfindsomme og antikverede, og på "Destroy" bruges tilmed et Pulp Fiction-sample, som allerede dengang for længst var blevet en håbløst fortærsket gabberkliche. Molotov Longe fremstår med andre ord ikke entydigt som en overset klassiker, det er den en smule for ujævn til, men størstedelen af materialet er alt andet lige fremragende, og fungerer både som en god repræsentant for original digital hardcore, såvel som en forgænger for megen senere udvikling. ----Jannik Juhl Christensen
music club 02/2005	Se avete un minimo di memoria storica vi ricorderete del movimento sonoro sviluppatosi nella prima metà degli anni '90 a Berlino. L'apice venne toccato dagli Atari Teenage Riot di Alec Empire e dal movimento che si materializzò attorno alla sua band e alla sua etichetta, la Digital Hardcore Recordings. Proprio per la DHR i Sonic Subjunkies rilasciarono due EP ('Suburban Soundtracks Pt. 1', 1994, e 'Turntable Terrorism', 1995). I titoli sono già ampiamente auto-esplicativi, quindi passerei a illustrare 'Molotov Lounge', ristampato dalla Lux Nigra in formato 12", ma che vide la luce nel 1998 solo come CD (presto esaurito) per opera della Iris Light. Il disco segna la fine dell'esperienza SS (...) e rappresenta anche il punto di massimo splendore creativo del terzetto di produttori ed MC berlinesi. Infatti le dieci tracce, mutevoli, mettono insieme diverse tipologie musicali e diverse procedure costruttive. Ritmiche che alternano cadenze hip hop industriali (alla Techno Animal/Scorn) con sfuriate break-core, jungle, gabba o "prodigiose", pur se non mancano momenti ambientali (disturbati). Al tutto vengono sovrapposti rivoltosi scenari di indubbia matrice metropolitana, bassi dinamitardi, sample vocali prelevati da film o TV, riff campionati e anche soluzioni che ritroveremo poi in molta IDM. Acquisto obbligato. ----Robert Michieletto
copyright	by the respective sources.